Selvom jeg er en ret nybagt og uøvet cyklist, tøvede jeg ikke med at sige ja, da min 70- årige svigerfar spurgte, om jeg ikke ville cykle hærvej løbet sammen med ham. Det lød hyggeligt, han lovede at det var stille og roligt og at det var en dejlig og smuk tur. Desuden er min svigermor diabetiker, så det var også i en god sags tjeneste. Selvom jeg fik lidt kolde fødder inden start, fik han ret.

Vi havde aftalt at spise morgenmad sammen, og da vi mødtes, lyste glæden og forventningen ud af ham. Det kunne godt sidestilles med glæden i et barns øjne lige når juletræet tændes, og gaverne ligger og venter. Så der gik ikke længe før jeg var udstyret med en fin cykeltrøje, drikkedunk med protein drik og lidt for store skåneærmer a la Kirsten Hüttemeier, og så eller af sted. Vi ankom til startpunktet, der var mange mennesker og min frygt for at styrte ved starten begyndte at blusse op, da jeg jo aldrig havde prøvet det før, og samtidig er i besiddelse af samme motorik som et spædbarn. Men stemningen var god, folk jeg mødte var glade og glædede sig, mange havde kørt det før og sagde at alt var rigtig godt arrangeret. Starten gik nu fint, alle var positive  og hensynsfulde, og deltagerne var i alle aldre, børn, voksen, ældre, dyre racercykler og almindelige cykler imellem hinanden.

Efter få kilometer begyndte der at blive lidt luft, og vi kunne begynde at nyde den smukke tur. Undervejs stod flere mennesker med flag og heppede, hvilket var rigtig hyggeligt. Jeg er ikke så kendt i området, men skiltningen var fin og ved de store vejkryds stod der folk til at hjælpe med at holde trafikken tilbage, så jeg følte mig helt tryg og kunne bare koncentrere mig om ikke at vælte og samtidig forsøge at nyde turen. Ruten var fantastisk, jeg nød faktisk turen så meget, at jeg ikke var meget for at stoppe op på depotet, så vi cyklede hurtig vider. Jeg fortrød måske en smule, at vi ikke havde nuppet en pause, da vi nåede Dollerup Bakker. Allerede ved den første stejle bakke, syrede mine ben til og jeg ville lige stoppe kortvarigt, jeg kunne dog ikke få klikket mine fødder ud af pedalerne, jeg burde måske lige have husket at løsne dem lidt. Så for ikke at blive helt til grin, måtte jeg fortsætte og fik endelig øje på en cykelskur jeg lige kunne læne mig op af. Men Svigerfar var helt i top, så jeg måtte fortsætte og klarede da også resten af bakkerne. Jeg må dog indrømme at jeg en par gange følte mine lunger var ved at smutte ud af mine næsebor, og jeg måtte gispe et halvkvalt ¨Ole¨ når jeg synes det gik lige rigeligt stærkt. Selvom Svigerfar har rundet de 70 år, og har gennemgået en 4-dobbelt bypass for nogle år siden, så er han i forrygende god form og jeg havde nok regnet med at vores gennemsnitsfart ville have ligget mindst 10 kilometer lavere. Men det gik fint, og vi nåede den røde løber i Viborg, hvor jeg atter måtte reddes, grundet  mit gode greb i pedalerne. Vi blev pænt  fulgt til måls ad den røde løber gennem Viborg Centrum, den gode stemning var tydelig, og man blev næsten helt rørt over den store opbakning. Endelig var vi i mål, og kunne sikkert parkere vores cykler i et afspærret område med opsyn. Med lidt bløde knæ og røde kinder, kunne vi få en velfortjent snack, kolde drikke og lov til at trække vejret i hyggelige omgivelser.

Så ja, min super seje svigerfar fik ret, alt var rigtigt godt arrangeret og gennemtænkt, hvilket gør  at jeg helt sikkert deltager igen næste år, dog med justerede pedaler, passende ærmer og forhåbentlig med lidt flere  kilometer bag mig.

Gitte & Ole Knudsen

Silkeborg.

Geschrieben Juni 30, 2017
von Ole Knudsen
Auf Facebook teilen

Schreibe einen Kommentar

Deine E-Mail-Adresse wird nicht veröffentlicht. Erforderliche Felder sind mit * markiert.